November 2011 - At have det 'godt'

Tænker du nogensinde på, hvad det egentlig vil sige ”at have det godt”?
Hvis du kan sige ja til følgende:

1. Jeg lever med tag over hovedet
2. Jeg er sikker på, jeg skal have aftensmad i dag.
3. Jeg føler mig elsket og har tillid til dem, jeg siger hej til, når jeg kommer hjem fra skole.

Min grundopfattelse er, at så har man det godt.

På den anden side, kan man sige at have det godt med sig selv er noget andet. Min opfattelse er, at det må være det mindste problem i det forbrugersamfund, vi lever i. Ikke fordi det er et overflødigt problem. Men til at starte med er det til tider godt at lige blive mindet om, at der faktisk findes en verden udenfor Bagsværd, og udenfor Danmark.
Heads up gymnasieelever! Der findes faktisk steder i verden, hvor børn dør af sult, og hvor unge i vores aldersgruppe ikke kan læse.
Tænk hvis du i en alder af ca.18 år fik at vide at fra nu af var det slut med at gå i byen, fordi de penge du ville bruge på det, i stedet skal bruges på mad til dine søskende. Det var slut med at have venner på besøg, fordi når du kom hjem fra skole, skulle du gå 6 km for at hente vand og 6 km hjem igen.
Eller tænk, hvis din Iphone gik i stykker, og det så bare var slut med at have en mobil? Fordi de penge, der skulle ha’ betalt den, svarer sig ikke en gang til at betale din skolegang!

At gå i skole ville nemlig også være udelukket. Det ville nogen se som et problem, fordi så ville man kede sig, men kan man så ikke bare spille computer hele dagen? Nej, for hvem siger der er internet, der hvor du bor eller at der overhovedet findes en computer i din landsby? Ja livet ville være ”nedern”, men hvad hvis man ikke kendte til andet? Fortjener den del af verden, så ikke at få lov til at have det ligeså godt som os?

De mest hjerteskærende øjeblikke for mig, har været de gange hvor jeg er kørt igennem dele af Afrika. Vi sidder med vinduerne åbne, selvom støvet flyver igennem ruderne, og de eneste lyde vi kan høre er bilens motor, og små piger og drenge råber efter os ”Hello, how are you?”. Når vi så kører videre, ser jeg piger og drenge fra 7 års alderen komme gående med flere kilo brænde på ryggen hjemad, og hvem ved hvor langt de går? Måske 5 km.
I disse øjeblikke, minder jeg mig selv om, at jeg giver økonomisk støtte til min sponsordreng i Somaliland, og at jeg havde 20 kilo tøj med i kufferten, der er foræret væk til folk der har mere brug for det end mig. For det er der.

Denne blog skal ikke gøre mig hellig, fordi jeg kan også godt bruge penge på f.eks. dyre støvler. Men jeg vil bare kort minde mine læsere om, at vi nærmer os et tidspunkt, hvor store dele af verden har glæde af at være sammen og dele gaver – julen. Lad os minde os selv om, at når vi køber julegaver, findes der nogle mennesker, der har det svært, og pengene måske er bedre givet ud andetsteds. For to år siden gav jeg et sponsorbarn i gave til et familiemedlem og donerer 200 kr. til ham hver måned, fordi jeg ved, at selvom man lever i et krigshærget område, vil man stadig gerne fejre jul.

Fra Anna

September 2011 - Sidste første skoledag

Så er jeg tilbage på pinden igen efter en lang sommerferie. Tilbage med bloggen efter megen overvejelse over indholdet i dette indlæg. Det har ikke været helt nemt at skrive, fordi sommerferien har været fuld af hændelser. Denne blog kunne handle om, hvor svært det er at sætte ord på tragedien i Utøya og Oslo, og hvor nært det står os gymnasieelever som unge mennesker.
Men dette indlæg skal i stedet handle om, hvordan det er at komme i gang igen. På BK har vi heldigvis kun mødt nye ansigter og genset gamle venner. Ingen tabte menneskeliv ligesom de mange i Utøya, der har manglet første skoledag, fordi de valgte at engagere sig i landets demokrati. Forfærdeligt og ubeskriveligt tragisk –  og alle mine tanker og medfølelse går til ofrenes familier og bekendte.
Da jeg startede i år på BK, gik det op for mig, at det var min sidste første skoledag. En dag, der kom på det rette tidspunkt. Jeg vil ikke mene, at tiden er gået hurtigt, men der er uden tvivl sket noget på alle fronter! Men i forhold til tidligere, er det nu det gælder! Man siger altid, at 1.g er året, hvor man lærer sine klassekammerater at kende og bliver introduceret til fagene, at 2.g er det hårde år, hvor der fagligt er ”tryk på” og til sidst at 3.g er det fede år. Det fede år, fordi man har sine bedste fag og afslutter alt, der er sket igennem de tre dannelsesår, hvis jeg må kalde dem det?!
Fra nu af, er alt nemlig for sidste gang. Der er kun én studenterhue som venter på mig, og det er i år det sker. Det er stadig en lidt uvant tanke at skulle være den ældste, men mon ikke jeg vender mig til det?

Som kostelev, startede jeg skoleåret på kostafdelingen, Haga. Opstarten på BK’s kostskole har efter min mening været rigtig god. På Haga har vi nemlig det,  vi kalder en ”Haga-ånd”. Haga-ånden indebærer, at vi alle føler, at vi kan være et sted, hvor vi har plads til at være os selv, samtidigt med vi respekterer og tolererer hinandens meninger og behov.

For mig handler Haga-ånden om at der knyttes bånd blandt eleverne på tværs af alle årgange. Og jeg føler, at Haga-ånden i år er tilbage! Haga er forandret, og vi er bundet mere sammen på tværs af årgangen specielt efter der at startet elever i en alder helt ned til 11 år. Godt nok er det en del år yngre end mig, men det binder os tættere sammen ved, at vi har en mere søskende lignende relation.
Og det er også rart at opleve at der på Haga er der kommet et mere studieorienteret miljø. Dét - er rigtig godt! For som kostelever har vi fået endnu mere fokus på opgaverne samtidig med, at vi får tilbudt diverse former for lektiehjælp, og det skal vi selvfølgelig tage imod.
Haga-ånden blomstrer, skole året er skudt i gang og det har endelig været den sidste første skoledag. Det skal bare fortsætte som det er – så lever det op til at blive det fedeste skoleår. 3.g bare kom an!

Fra Anna... 

Juni 2011 - Stop med at bruge læreren som syndebuk for den 'uretfærdige karakter'

I mine eksamensdage har jeg følt mig holdt tilbage, jeg har manglet min frihed. Friheden til at løbe en tur eller bare springe ud i hver en dag. Jeg har følt mig holdt tilbage af et eller andet, uden at kunne sætte en finger på, hvad det var. Nu kan jeg godt se, at det uden tvivl er læsningen, der holdte mig tilbage. Det var ikke ligefrem en fest, men den har til gengæld givet pote. Et spring ud i livet kan være lidt af hvert, men for mig gælder det om, at gøre noget, hvor jeg for alvor mærker livet. Det kan være alt fra en date til en eksamen i mundtlig matematik. Det føltes som store spring i livet, fordi nervøsiteten pibler langsomt frem, uden at jeg kan styre den. Det er ligesom et lotteri, hvordan den første date går, eller hvad man trækker til eksamen. I det mindste kan man forberede sig til en eksamen i modsætning til en date.

Da jeg trådte ind i forberedelseslokalet til mundtlig matematik med sandsynlighedsberegning på papiret, løb adrenalinen gennem kroppen. Jeg kunne mærke, hvordan den startede i hjertet, som om det slog en ekstra gang. Adrenalinen steg til hjernen, så jeg slet ikke kunne holde fokus. Til sidst bevægede adrenalinen sig ud i mine hænder, helt ud i fingerspidserne som næsten blev svedige. Det er ikke eksamens angst. Men det er hele spændingen ved at skulle fremvise noget, vise hvad man kan og skulle præstere. I matematik præsterede jeg fagligt, på daten gik det ud på lidt andre ting.

Det er vigtigt, man giver sig selv det pusterum – at gå på date id imellem eksamenslæsningen. Tage et lille spring som ændrer hverdagen, at belønne sig selv med en lækker is, en shoppetur eller en hyggelig dag med vennerne efter eksamenerne. Dagen efter eksamen er nemlig altid den bedste. Man mærker stille og roligt, hvor adrenalinen forsvinder og et normalt niveau genetableres i kroppen. Den fantastiske følelse af at vide man gjorde sit bedste og være stolt af målet, man fuldførte.

Netop det at nå sit mål og være stolt over sin karakter ligger mig på sinde, og der er noget ved hele snakken om karakterer som har irriteret mig på det sidste. En snak om karakterer der selvfølgelig er mest relevant midt i eksamenstiden, da det er det eneste fokuspunkt for mange unge gymnasieelever og kommende studenter under eksamenstiden. Alligevel er jeg så træt af sætningen: ”jeg fik kun 4, fordi læreren slagtede mig”. Jeg kan næsten mærke irritationen stige inde i mit hoved lige nu, fordi prøv lige at hør – der er INGEN lærer, som vil slagte dig til eksamen!
 

Det er hørt, at censor ikke altid har været den, man ønskede, men husk på at læreren faktisk er din ”advokat”. Hvis du har været til eksamen og føler dig slagtet, burde du overveje hvorfor. Fordi jeg tror ikke på, at der er nogen lærer, der har intentionen om at ”slagte” den forberedte elev til eksamen. Bemærk, at jeg siger den forberedte elev. Fordi den forberedte elev, ved godt hvad der giver pote. I dette tilfælde har jeg holdningen, at ”man høster, som man sår”.

Hvis man fik en dårlig karakter, skal man kigge tilbage på sin indsats i løbet af året eller hvor meget man har læst op. Der er selvfølgelig tilfælde, hvor man er besværet i faget på en måde, men dem udelukker jeg fra min påstand. På baggrund af det så overvej lige til næste gang hvordan du evaluerer din eksamen. Man skal have lov til at rase ud over, man ikke gjorde sit bedste eller var nervøs. Men hvis læreren virkelig ”slagtede” dig, skal du skrive et klagebrev, ikke bruge læreren som en dækkehistorie for at retfærdiggøre den dårlige karakter!

Til alle Jer derude fra Anna...

Marts/april 2011 - Virkeligheden er ikke 'kun for mig, kun for mig'

Skal vi kaldes generation ”fucked up” eller generation ”future”? Det blev der spurgt om forleden dag i Politiken. Der slog det mig, at det er min generation, de snakkede om. Generationen der svøber sig i selvtillid, iscenesættelse og mange valgmuligheder. Det er så op til den enkelte, om de vil deltage i generation ”fucked up” eller ”future”. Jeg selv hænger nok mest med på ”future” vognen. Uanset hvilke side af generationen, der appellerer til os, har størstedelen alligevel noget til fælles. Det gælder lige fra studenten og ’poptøsen’ til tågehovedet der drives af sine forældres ambitioner – for vi er alle sammen på Facebook.

Når Medina synger om den drømmeverden hun lever i på ”klubben” for at glemme alt, og kun tonerne fylder hendes verden handler det om én ting, hende selv. Kun for Mig af Medina, handler nemlig udelukkende om, hvordan hun har det, og det samme gør resten af hendes album. Er det ikke det, man kalder selviscenesættelse? Jo, det er det. Det er ikke fordi hun brænder for et politisk budskab eller for at skabe fred i verden. Hun kan umiddelbart kun komme frem til at det hele er ”kun for mig, kun for mig”. Men selvfed eller ej, er det trods alt et fedt dansenummer.

Hvorfor fungerer Medinas Kun for Mig og Facebook på samme måde? Den bagvedliggende tanke er ens, det handler om at ”promote” sig selv i verden. Sådan er tendensen i hvert fald blevet på Facebook efter min mening. Facebook giver brugerne mulighed for at få bekræftelse i den mulige søgen på opmærksomhed, som de savner. I mine øjne er Facebook forkert på den måde. Det er ikke en realistisk måde at vise sig selv frem på. Heller ikke når det kun er den skønne eller triste historie, der fremvises. Der er ingen på Facebook som vil være ordinær. Man skal skilte med sine vildeste billeder fra sidste fest for, at ens venner kan føle de selv var der eller genopleve den drømmeverden alkoholen bragte dem ind i lige præcis den aften. Hvis man ikke kan det, kan man selvfølgelig altid skrive en masse pladder i sin ”status opdatering”. Dagens pladder om hvor fedt livet bare er, eller hvor meget man savner sit afdøde husdyr. Hold det dog for dig selv, tænker jeg bare.

Om vi er generation ”fucked up” eller ”future” føler vi en mangel på bekræftelse, som vi kun opnår ved at være på Facebook eller høre det fra Medina. Men der er generation ”future” der skal bringe os videre i den rigtige retning. I retningen af at selvom vi er individualister, skal vi stadig kunne fungere i et fællesskab – som ikke kun findes på internettet. Jeg taler om det levende fællesskab. Et fællesskab der er vigtigt for, at vi kan udvikle og diskutere vores synspunkter. Det skal handle om noget virkeligt eller vigtigt, og med det mener jeg ikke at rose hinandens udseende på Facebook!
Der skal selvfølgelig være plads til både Facebook og Medina, men det skal ikke tage overhånd. Ja, Facebook er en genial opfindelse, men kun til en vis grad. Så spring nu ud af Medinas drømmeverden og find ud af, hvad verden virkelig handler om. Det skal ikke ende med, at det hele kun er for mig.

Til alle Jer derude fra Anna...

Februars 2011 - Om at træffe det rigtige valg for fremtiden

Jeg havde en gang en klasselærer som sagde, at vi skulle ”pakke rygsækken” ordentligt. Med ”rygsækken” mente hun, at den viden og de oplevelser vi hver især havde, skulle vi tage med os senere i livet. De år jeg gik i folkeskole er for mig måske nogle af de mest indflydelsesrige år af mit liv. Jeg lærte - og blev erfaren i kunsten at træffe beslutninger, og jeg fandt gradvist ud af, hvad jeg skulle holde mig fra, lave om eller prøve igen. Første gang jeg stod overfor at træffe egne beslutninger. Valg som jeg troede var afgørende for, hvordan jeg skulle bestemme over mit liv. Valg hvor nogle selvfølgelig var vigtigere end andre. De beslutninger jeg traf i slutningen af niende klasse var uden tvivl de vigtigste. Med disse valg var jeg sikker på at den ”pakkede rygsæk” ville komme mig til gode.

For ca. tre år siden traf jeg således beslutningen at tage på udveksling til Argentina efter niende klasse. Det blev et år, hvor jeg oplevede mere end alle andre år, hvor jeg knyttede tætte bånd og lærte allermest om mig selv. Folkeskoleårene var forbi, og jeg skulle ud og opleve verden. Mange af mine venner tog på efterskole eller gik direkte i gymnasiet. For dem der gik direkte i gymnasiet skete det ikke uden at deltage i en orienteringsaften, hvor man får mulighed for at snuse til de forskellige studieretninger, får et indtryk af gymnasierne, festerne osv.
BK holdte en sådan orienteringsaften i sidste uge for kommende tiendeklasses- og gymnasieelever. BK havde stillet boder op i gymnasiestuen, hvor lærere såvel som elever havde arrangeret sketches og holdte orientering om fag, frikvarterer, sportscollege, fester osv.

Det viste sig, at BK vil begynde på et helt nyt femårigt BioTek forløb. Ja vi er faktisk den første skole i Danmark til at begynde på et sådant forløb, hvor der tilbydes gymnasielle C-fag i kemi og fysik allerede fra 8. klasse. Alt sammen så der bliver et bedre grundlag for at eleverne kan dygtiggøres mest muligt inden for naturvidenskab, matematik og biologi. Det er da meget godt gået. Så nu skal 7. klasses elever også til at tænke over fremtiden, vil de begynde på BioTek eller vente til senere og tage en almindelig STX. De samme beslutninger som kommende gymnasielever lige nu er i fuld gang med at træffe.

Tanken får mig pudsigt nok til at tænke på en Grammyuddeling. Når der bliver taget imod en Grammy, kan man ikke undgå at høre: ”Dette var ikke blevet til noget uden min mor, producer og venners støtte.” Og selvfølgelig var det ikke det! Der er nemlig ingen, der kan producere en film selv, men der er heller ingen som kan træffe en beslutning om fremtiden, følge livets sti uden en hånd at holde i eller at få et par kloge og erfarne ord med på vejen. Specielt ikke unge, efter min mening.

Som ungt menneske ved jeg, at det kan føltes overvældende at skulle træffe vigtige beslutninger. Derfor har det selvfølgelig ikke været uden min familie eller specielt min tvillingesøster at jeg traf beslutningen om at gå i gymnasiet på BK. Som kostelev ved jeg, hvor svært det kan være at træffe de rigtige beslutninger. I mit tilfælde bor mine forældre i Kenya. Skype er selvfølgelig en mulighed, men det er lige så meget de små dagligdags beslutninger som ville have været vendt og drejet over middagsbordet, der betyder noget. Selvfølgelig spiser vi aftensmad på kostskolen, men det er noget andet at kunne snakke med sine forældre dagligt ”face to face” om dagens udfordringer eller sejrer.

Pædagogerne på kostskolen gør en indsats for at snakke med os unge, om hvordan vi har det, dagens forløb, hvad der sker i klassen osv. Det er dog ikke det samme, men samtidig er det nu også en styrke at kunne sætte sig til bords med andre unge hver dag, for samtalen kan til tider være lige så dyb som ved middagsbordet hos mine forældre. Jeg tror på, at det betyder meget for vores udvikling, hvad vi snakker med vores forældre og vores nærmeste om. Med nærmeste mener jeg selvfølgelig dem vi ser til dagligt.

Så hvis du sidder derude og overvejer at starte på BK gymnasium og måske endda også på vores kostskole, Haraldsgave så vil blive dit kommende hjem under dit gymnasieforløb, skal du ikke lade savnet af dine forældre, søskende eller kat træffe beslutningen for dig. Savnet efter dine forældre forsvinder selvfølgelig ikke, men bliver på en anden måde erstattet med et kram fra vores souschef på kostskolen Anne-Grethe, en hjælpsom veninde eller et smil fra hele din ”kostskolefamilie”.

Til alle Jer derude fra Anna...

Januar 2011 - Vi er ikke alene i verden

Så er vi alle tilbage på BK efter juleferien, men mit liv er ikke på play igen. Fra dagen jeg tog på juleferie, satte min hjerne sig på pause, og jeg klager ikke. Det kan være nødvendigt en gang imellem. Men nu er vi alle ved at sætte os ind i skolerutinerne igen, og er vendt tilbage til lektier, venner osv. Selvom min juleferie har stået på afslapning, har jeg stadig gjort mig nogle tanker om bloggen, så helt stille har hjernen heller ikke stået. Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, uden sprængte fingre og alt det pladder.

På min ferie kørte min familie og jeg igennem en mindre kenyansk landsby ved kysten. Jeg mærkede, hvordan støvet irriterede mine øjne, selvom bilvinduerne ikke var åbne. Ud af bagruden kunne jeg kun se en stor støvsky, det var som den fulgte efter os. Mine øjne kløede, men det var ikke dét, der gik mig på. Ude i vejkanten gik der ca. 20 kvinder på række med diverse ting på ryggen. Nogle var på vej for at hente vand og balancerede med 20 liters dunke på hovedet. Andre skulle finde en markedsplads for at sælge lidt af deres afgrøder. Temperaturen måles normalt til at være imellem 30-35 grader i skyggen. Der er ikke tvivl om, at det er varmt, og snevejret virkede næsten som en illusion. Tørken der plager de fleste afrikanske lande, og i dette tilfælde Kenya er en væsentlig faktorer til, at fattigdommen stiger. Skal der hentes vand, er gåturen længere end den plejer og en ”vandkiosk” der skal forsyne op til 4000 mennesker, kan være lukket fordi reservoiret næsten er tørret ud. Det var d.23. december, og jeg så ikke nogle tegn på, at det var jul. Jeg var bevidst om, at de fejrer jul d. 25., men i Danmark har vi pynter op siden november. Det undrede mig, fordi jeg ved jo godt de holder jul.

Mængden af julepynt skal ikke være afgørende for, hvor meget man holder af julen. Os danskere, lever os så meget ind i køberacet, at det næsten bliver glemt, hvad julen egentlig handler om. Jeg er ikke selv uskyldig, fordi jeg går da også op i f.eks. hvor og hvornår jeg kan købe de bedste julegaver. I Danmark, bliver julen også udtrykt igennem et overskud vi har, specielt et økonomisk overskud. Vi har råd. Råd til at købe gaver, pynte op, holde julefrokoster, hvorimod i den landsby jeg kørte igennem, var jeg ikke i tvivl der slet ikke var et overskud på det punkt. Jeg formoder, at julen i de fattige områder, handler om andre værdier. De er fjerne fra vores, og vores er for dem en fjern tanke. Køberacet er slet ikke en mulighed. Julen i disse landsbyer er en dag ligesom alle andre, men hvor måltidet er lidt stører end det plejer. Gaverne er minimale, fordi det økonomiske overskud som nogle danskere svøber sig i, her kun er en drøm.

Da vi kører, går det tynde lag af støv i mine øjne mig ikke på. Det gør min samvittighed, der samler sig som en sten i min mave. Jeg minder mig selv om, hvor uretfærdigt det er. Det er i mine øjne nemlig ikke retfærdigt, at jeg svøber mig i lækker mad og gaver når en afrikansk familie måske sulter. Den afrikanske familie som sulter, fordi der er for langt til vandposten. Grunden til der er for langt til vandposten, kan også være vores skyld. Vestens eller vores udledning af CO2 har forårsaget at siden 1950’erne at temperaturen i Kenya er steget med en halv grad. Det vil fortsætte i løbet af de kommende årtier viser undersøgelser fra FN’s Klimapanel. Altså vil tørkeperioden være hyppigere og længere. Jeg føler der er grund til at have dårlig samvittighed, men minder mig selv om, at Danmark sender bistand, som et plaster på såret.

For at jeg kan gøre noget, har jeg givet mig selv et sponsorbarn i julegave. Mit sponsorbarn er en lille sød somalisk dreng. Mit økonomiske overskud skal rettes mod ham i stedet for gaver i det nye år. Det er vigtigt vi husker på, at det mulige økonomiske overskud ikke kun kan bruges på os selv. Selv de små forskelle, gør nemlig en forskel, og vi trænger vidst til at blive mindet om det en gang imellem.

Til alle Jer derude fra Anna...

December 2011 - Det er jul, det cool

”Cool, cool, cool, cool, cool at vi er sammen, cool at vi er sammen” sådan lød det fra de ca. 30 unge BK’ere i intronummeret til dette års musical ’Bølgen’. Musicalen handlede i år om, hvordan en gymnasieklasse blev påvirket af et psykologisk eksperiment om diktatur. Da en gymnasielærer skal undervise sin klasse i nazismens forfærdeligheder og der ikke er den fjerneste interesse for emnet, finder han på at lave et eksperiment med klassen.
Eksperimentet resulterer i, at der dannes en gruppe ved navn ’Bølgen’, hvor ’Bølgen’ bliver set af klassens elever som en måde at bringe dem sammen på. Historien er baseret på en virkelig hændelse, der fandt sted i Pato Alto i Californien i 1969, hvor elever i god tro blev udsat for magtmisbrugets følgevirkninger, inden læreren fortalte dem, at det blot havde været et eksperiment.

Det var derfor spændende at se, hvordan BK’s elever med en strålende livsglæde og energi udførte et fantastisk skuespil om et gribende stykke drama, der fil os alle til at sidde på nåle gennem forestillingen. Sangstemmer der var fine imens og andre var kraftige fuldførte musicalen. For mig er det især beundringsværdigt at se engagementet hos de af skolens elever, der deltog, selvom premieren lå lige op til Dansk/Historieopgaven for 2G og SRP-opgaven for 3G. Musicalen har uden tvivl været en af årsagerne til at os gymnasieelever har haft så travlt på det sidste. Men heldigvis resulterer travlhed snart i juleferie.

Afslapning skal der nemlig også til, og heldigvis kommer den af sig selv. Juleferien lurer lige rundt om hjørnet, og der skal heldigvis slappes af. Min juleafslapning skal foregå i Kenya dette år. Juleracet er ikke til at undgå, men det må være gyldne toner som Bon Iver, der skal høres på min Ipod.
En af traditionerne på Haraldsgave er julemiddagen, der i år var d. 16 december. En af talerne der blev holdt til julemiddagen handlede bl.a. om hvordan ”den internationale jul” fejres. Mange af eleverne fejrer jul i Danmark, men andre af Bagsværd kostskole & Gymnasies elever holder jul i lande som Dubai, Østrig og Kenya.

Jeg mener, at jul som tradition ikke kun binder sig til én kultur, men mere til den enkelte eller familiers juletraditioner. Jul handler ikke om, hvordan vi skal udleve vores ”købe instinkt” eller stresse mest muligt. Julen er for mig at være sammen med dem jeg holder af. De sidste to år har jeg holdt jul med mine værtsfamilier i Argentina, men dette år samles jeg med min biologiske familie i Nairobi. Jul er selvfølgelig anderledes, alt efter hvor i verden den holdes, men følelsen af at dele gaver og et hyggeligt måltid mad, er hvad jeg forbinder med jul.

Jeg håber at I, mine læsere, får en rigtig god jul og et godt nytår! Vi ses i det nye år ;-)
/Anna

November 2011 - Novembermelankoli

Horoskoper er ikke mig, overhovedet. At få pålagt en holdning man skal følge en måned, eller bestemte ting, der skal gøre min hverdag bedre, no way. Men min nysgerrighed har fået mig til at læse horoskoper denne måned. Det ville mit horoskop sikkert også have fortalt mig, at jeg er nysgerrig. Hvad skal der ske med mig i november, tænker jeg.

Mit horoskop afslører, at hvis jeg skal finde kærligheden bliver det i hvert fald i denne måned. Det siger også, at føler jeg mig træt, at burde jeg drikke en smoothie om dagen og lave 50 mavebøjninger bare for at få overskud. Jeg lærte også, at føle sig nedtrykt over vejret ikke er unormalt, nu hvor sneen har dækket næsten hele landet. Godt så, jeg tror, at jeg siger nej tak – til de 50 mavebøjninger og overskudsdelen. Overskud er en vidunderlig fornemmelse, specielt hvis den bare ”er der!”.

Jeg læste det hurtigt igennem, men valgte at bide mærke i den sidste del om vejret. Der er nogle, der siger at november måned bare skal overstås. Jeg er en af dem! Novembermelankolien der har spredt sig over Danmark, er ikke lige mig. Hmm vejret har en mærkelig effekt på os. Begynder det at sne, tænker vi ”ih hvor hyggeligt og idyllisk” lige indtil der er snestorm, eller vi glider på vej i skole. Det plejer at være mig, der starter mandag morgen med at forvente det ikke er glat. En smule sne plejer ikke at gøre noget. Det er da lige indtil jeg skvatter så lang, som jeg er og lander på vejen med sne i hele ansigtet.
Vejret påvirker altså vores humør, om vi kan lide det eller ej, og det er vel derfor nogles overskud forsvinder i november måned. Som 2’Ger på BK ville jeg ønske, jeg fik en stor portion gratis overskud. Bare et lille kick. Men sådan fungerer det desværre ikke. Overskuddet må komme på en anden måde. Derfor læser jeg ikke horoskoper. Fordi de er for generelle, og vi er alle sammen alt for forskellige til at kunne relatere til dem.

Travlhed er en faktor i de flestes hverdage specielt min for tiden. Selvfølgelig vil man nå det hele, men ville det ikke være lettere, hvis der ikke lå 5cm sne udenfor? Mit overskud kommer på en mærkelig måde, og det er ikke ved at lave en smoothie eller mavebøjninger. For at finde mit overskud frem, skal jeg være alene, flytte mine tanker væk og over i musik, en bog eller whatever. Novembermelankoli vil jeg undgå, og jeg ville ønske det altid var sommer.
Men de fleste finder nu nok altid sin helt egen måde at lade op på. Og måske er det rart nok med lidt idyllisk vinterlandskab, når nu det skal være vinter.

Til alle Jer derude fra Anna...

November 2011 - Ung demokrati

Jeg deltog mandag den 1. november i en konference om elevinddragelse og skoledemokrati på det nye Gefion Gymnasium. Omdrejningspunktet for konferencen var elevinddragelse i undervisningen, hvordan unge opfatter politik og hvad vi mener demokrati er. Demokrati, er nemlig ikke bare hvad som helst. Ser vi på vores eget land, ville størstedelen sikkert mene at ja, vi har skam demokrati. Hvis vi derimod spurgte en Nordkoreaner, ville svaret være anderledes. Ikke nok med det var en god måde at starte ugen på, så var der faktisk også et par ting jeg bed mærke i.

Dagen var planlagt sådan, at vi startede med et oplæg af Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. En af de problemstillinger som jeg syntes var særligt interessante, var nemlig hvordan vi unge ser politik. Vi unge dømmer mere ud fra politikerens mimik, end du måske lige tror. En undersøgelse har faktisk vist, at unge eksempelvis ikke vil stemme på Pia Kjærsgaard, fordi hun har et ”stramt” ansigtsudtryk, i modsætning til f.eks. Villy Søvndal eller Helle Thorning Schmidt. Politik for os unge skal være nemt at forstå og forholde sig til. Det skal ikke handle om økonomisk balance eller skattestoppet. Nej, det skal nærmere handle om, hvordan vi bliver påvirket.

Vi kan vælge at fordybe os i vores politiske interesser ved at være aktive i den politiske ungdomsorganisation, vi føler henvender sig til os. Det gør vi bl.a. via Facebook, som i denne sammenhæng har en meget større indflydelse, end vi tror. Facebook er lettere tilgængeligt og en nemmere måde at komme i næsten ”direkte” kontakt med en politiker på. Ja jeg vil tillade mig at skrive, at Facebook er et forum som stort set alle unge følger med i dagligt. Vi bruger faktisk elektroniske medier i 17 timer af døgnet!

Elevdemokrati på gymnasier var et andet emne, der blev også diskuteret under dagens konference. Vi kom frem til, at hvis et elevdemokrati skal kunne fungere, skal vi kunne se politik, fordi det er sådan vi kan relatere til det. Vi forholder os måske mere til valgvideoer, frem for debatter på aftenshowet. Demokrati for os er vigtigt, fordi det fordrer til etik og moral. Vi befinder os på et stadie af vores liv, hvor det spiller en stor rolle, hvad der er rigtigt eller forkert og hvordan vi i det hele taget skal forholde os til moral. Så demokrati skal være konkret for os – og det skal også gå ordentligt til. Med henblik på det skal vi unge også have muligheden for at vide alt, hvad der foregår omkring os. Vi skal have indsigt i en ministers kalender, hvis det er det vi vil.

Så hvad vil det sige at være med i et demokratisk fællesskab? Er det at kun at være aktiv i en politisk ungdomsorganisation? Svaret er nej. Et demokratisk fællesskab handler ikke kun om den politik, der bliver ført i landet. Vi har flere på Bagsværd Gymnasium, der eksempelvis er med i elevrådet.
Selvfølgelig kan jeg godt forstå, hvis det ikke er alle, der springer ud i politik, fordi det bestemt ikke let at finde ud af, hvad man er til. Men små forskelle som et elevråd på skoler, hvor der er et elevdemokrati, giver os mulighed for at give vores mening tilkende, om det så kun handler om at diskutere varmen i gymnasiestuen. Så involver dig. Du kan måske gøre en forskel i den lange ende!

Fra Anna...

Oktober 2011 - Om BK Gymnasium

Vi har alle et indtryk af, hvordan vi oplever hverdagen. For mig begynder ugedagene klokken syv hver morgen, sikkert ligesom resten af eleverne på BK. Men hvornår begynder min dag egentlig? Er det sekundet, jeg åbner øjnene eller den første time, hvor jeg blunder lidt?

Jeg må erkende, at jeg desværre er et a-menneske. Jeg vågner tidligt af mig selv og lukker uimodståeligt øjnene i efter klokken ti om aftenen. Det gør min hverdag unik, fordi det betyder, at jeg inddeler min tid og aktiviteter inden for den tidsramme. Jeg ville ønske, jeg kunne læse lektie til klokken tre om natten, men min hjerne begynder stille og roligt at slå fra, der er ganske enkelt ikke noget at gøre.

Der findes dog én særlig dag, hvor jeg ikke er et typisk a-menneske. Det er nemlig dagen efter sommerferien. Den, der nu er ovre, og hvor hverdagen med skole, venner og lektie vender tilbage. Det var nemlig ikke kun de nye 1gere, der har sommerfugle i maven den første skoledag. De fleste af os glæder os også til et at få et knus og gense gamle klassekammerater.
Skoleåret blev derfor skudt i gang, med et brag af en introfest, AT1-forløb osv. De nye (eller de jo allerede blevet en del af os) 1gere er i fuld gang med introforløbet, men sikkert også så småt ved at falde på plads i deres store klasser, for i år har BK valgt at placere 1gerne i to store klasser frem for tre mindre. Jeg kan forestille mig, det er et spørgsmål om dynamik.

Og dynamik er lige præcist det, som BK har på sin egen helt specielle måde. Os gymnasieelever føler os hjemme, også selvom nogle af os kommer langvejs fra hvoraf vi bor på BK’s kostskole.
Vi er derfor mange typer med vidt forskellig baggrund på BK gymnasium, og jeg ville aldrig kunne sætte fingeren på en stereotyp BK elev, fordi det, der netop betegner os er forskelligheden.

Vi er en god blanding af sportsudøvere, festaber, nørder, musikere osv. Ja, måske har du ikke samme modersmål som dine klassekammerater, men det skal ikke skille os ad. Vi har alle oplevet, hvad man kan kalde den ”første halvdel” af et gymnasieforløb, og selvom, det er mit indtryk, at de fleste er faldet på plads og kommet godt i gang, tænker nogle, måske stadig over, om det er noget for dem.

Men det er her vores kære gymnasium kommer på banen, for her er der som sagt plads til de fleste.
Det betyder selvfølgelig ikke, at gymnasiet er uden mangler. Jeg må i den sammenhæng indrømme, at jeg har en tendens til at være lidt klodset ind imellem, og den anden dag var måske heller ikke, hvad man kalder heldig, da jeg faldt ned igennem et af skolens borde. Jeg kom gående, og på mystisk vis klarede jeg altså at falde hen over bordet og ned igennem det.

Men hmm, hvordan er det muligt at falde ned igennem et bord? For så sidder bordpladen jo ikke fast! Vores gymnasium er nu altså lidt af en falliterklæring på det punkt. Jeg selv, ja jeg endte derfor på skadestuen med en forstuvet albue, fedt.
Så kære BK trods en super opstart for os alle, så få styr på inventaret, så det ikke ender med flere skader for eleverne, ja også os de lidt ’klodsede’.

Til alle Jer derude fra Anna...