"Vi har mange billeder på BK. Vi har faktisk mange gode billeder med mange gode historier om BK. Men vi har kun ét billede, der fortæller hele historien om os. Det billede er Adsers store mosaik fra 1968. Når Adsers mosaik er blevet så central for skolen skyldes det, at den symbolsk, men ganske enkelt fortæller, hvad BK er, hvilken skole BK er".
Sådan lød de indledende ord fra lektor, Hans-Christian Schultz, da resultatet af et omfattende renovationsarbejde af BK's stiftmosaik blev afsløret ved en reception på BK onsdag den 31. august. Mosaikken, der er tegnet og udført af Karl Adser, er oprindelig en gave fra Elevsamfundet og lærerkollegiet i forbindelse med BK's 60-års fødselsdag i 1968. Her blev mosaikken ophængt på gymnastiksalens vestmur, og det er selvsamme sted, at den nu flot renoverede mosaik atter kan nydes 43 år senere. Dette skyldes ikke mindst en stor indsats og velvilje fra familien Adser, der har betalt for renoveringen af mosaikken, og murermester John Wetche, der har udført et stort og flot arbejde. Fra BK lyder en hjertelig tak.

