Opstart i 7.Talentklasse

 

Skoleåret er i fuld gang, og det samme gælder for 7.T, hvor der i bogstaveligste forstand er fuld fart over felten. 7.T er nemlig BK's første sportstalentklasse, hvor elever på det, der svarer til 7. klassetrin i grundskolen, er samlet i én klasse. Fælles for BK's sportselever er, at alle i klassen dyrker sport på eliteplan inden for forskellige sportsgrene heriblandt fodbold og karate. Dette betyder, at eleverne træner flere gange om ugen, og for at tilgodese de særlige behov, der følger med at være sportstalent, tilbyder BK derfor formiddagsundervisning hver tirsdag og torsdag, så der er mulighed for morgentræning inden skolegang. 

Øvrige hverdage foregår undervisningen fra morgenstunden sammen med skolens øvrige klasser, men med efterfølgende eftermiddagstræning. Denne finder dog ikke sted, før eleverne dels har fået lidt at spise i skolens kantine, dels har fået hjælp til studierne i lektiecaféen, som er en fastlagt del af talentelevernes skema.

7.T er den første i en række af sports- og talentklasser, som i nærmeste fremtid vil se dagens lys på Bagsværd Kostskole & Gymnasium. Målsætningen er, at BK vil være med til at fremme den talentudvikling, der finder sted af unge i Danmark, samtidig med at eleverne også får tid og ro til at passe studierne på en hensigtsmæssig måde.

Læs mere om Sport & Talent på BK i brochuren 'Tid til Talent', hvor du/I finder oplyninger om priser, skemalægning, tilbud m.m.