Mission: Street art

Væggene omkring mig er tilplastrede med utydelige bogstaver og tegn. Graffiti. Den ellers nydelige stationsbygning er blevet udsat for hærværk. Hærværk begået af småkriminelle unge bandemedlemmer. Facademurene omkring stationen er også blevet bemalet med de ulæselige tegn, der er blevet tilfældigt placeret hist og her. 

Jeg får udleveret et kompendium om street art. Jeg begynder at forstå, hvorfor street art overhovedet eksisterer, men undrer mig dog stadig over, hvorfor det skal være så grimt. Jeg begiver mig ud på jagt i det travle Nørrebro. En jagt, en mission om at finde svaret på street arts eksistens. Jeg ser en masse flaprende rester af det, der nok engang har været en plakat på en el-kasse. Ovenpå er der flere af de førnævnte mismaskede symboler i alverdens farver. Længere inde i missionen ser vi mere ruskomsnusk her og der, meget mere. Jeg er næsten opgivende. Kan det virkelig passe, at alt ”gadekunst” skal være så ækelt at se på? Vi når lige rundt om et gadehjørne og endelig var det der. Endelig noget, der for en gangs skyld er pænt at se på. ”Wauw,” tænkte jeg. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. 

Når jeg husker tilbage til min færd gennem gaderne på Nørrebro, fik jeg oplevelsen af, at der er rigtig meget street art. På bare en enkelt facade kan man se mange forskellige motiver, som for eksempel kan ses på billedet til højre, der er taget af mig selv. Det første jeg lagde mærke til, da jeg så dette, var det tættest på, da dets farver stod i stor kontrast til facadens farve. Kort efter gik det op for mig, at facaden stort set var fyldt helt ud med mange forskellige tags og motiver. Både nogle mere abstrakte værker i form af bogstaver, men også et figurativt. På grund af perspektivet, man ser facaden fra, virker denne gadekunst nærmest dominerende, eftersom man kigger op til det. Samtidigt er det også smart placeret i forhold til, at det er et opsigtsvækkende sted. Man lægger mere mærke til det, når det er placeret et sted som en facade.

Jeg nærmede mig nu slutlokationen for dagens mission. Stedet vi skulle ende var Bananapark. På vejen derover fandt jeg denne gadekunst:

Det var her jeg for første gang begyndte at kunne forstå street arts eksistens. Det var her, hvor jeg faktisk kunne se meningen med al denne galskab. Disse mennesker, der laver disse værker har noget på hjertet. Noget de gerne vil ud med og som skal vises frem. Ikke bare til de nærmeste, men til alle, der giver sig tid til at kigge på deres skrevne ord. Jeg fik den samme oplevelse, da jeg langt om længe kom til Bananapark. Rundt om parken, der bestod af to bananlignende bakker, en boldbane, en klatrevæg og en græsplæne var der fyldt, som i helt fyldt, med street art. Der var både noget grimt, der mindede om det på stationsbygningen, men også meget, der var ekstremt detaljeret og imponerende flot. Parken gav mig mange forskellige stemninger. Udover den smukke kunst blev jeg også mødt af en seriøsitet og intens fokus af de klatrende. I baggrunden hørte jeg skolebørnene, der larmede som vilde aber i en jungle. Det var som om, jeg ikke var i den virkelige verden, i København, hvor der ellers er så travlt. I parken var der plads til alle, plads til roen, plads til legen og plads til udfordringer.

Min oplevelse i Bananapark flyttede helt klart mit syn på street art. Der er faktisk noget af denne gadekunst, som ikke bare er noget miskmask, der er mast tilfældigt sammen. Der er faktisk noget derude, man selv kan relatere til og måske endda kan bruge til noget. I hvert fald kan man tænke over værkets budskab. Det er også her placeringen af det pågældende værk kommer i spil. Hvis man er så heldig at finde noget street art tæt på, hvor man bor, kan man nok relatere det til stedet selv. Måske er det miljøet, måske er det den politiske overbevisning i området eller måske er det noget helt andet, værket prøver at vise noget om. Et eksempel er dette værk, jeg fandt på min tur gennem Nørrebro:

Det hører til på Nørrebro, fordi det er et sted, der er kendt for at have mennesker med mange forskellige nationaliteter og kulturer. Men samtidig er alle ens - vi har allesammen fødder.

Hvis vi går tilbage og kigger på værket, hvor der står ”One man’s trash another man’s treasure” er netop dette også et eksempel på, hvordan kunstneren bag har et politisk motiv bagved. Det bringer os et skridt videre mod street arts rolle i samfundet. Hos individet kan det have en følelsesmæssig påvirkning af en eller anden form. Man kan synes, et værk er flot, grimt og om det har et relevant budskab eller ej. Jeg lærte selv, at jo mere jeg nærstuderede et værk jo mere betydning kunne jeg få ud af det. Ikke nok med, at det, du konkret kan se, kan have en betydning, så kan placeringen af værket også give en dybere betydning af det konnotative indhold. Samfundsmæssigt kan det bagvedliggende politiske budskab reklamere for denne overbevisning og måske endda overbevise om denne til andre.

Rundt om hjørnerne, i krogene og på de mest indlysende steder kan man se det. Street art. Hvis man lige vender hovedet, kan man finde noget nyt, især hvis man er et sted som på Nørrebro. Street art kan være mange ting. Det kan være så meget forskelligt, som der er forskellige af kunstnere. Kunstnerne selv er meget forskellige. De kan stamme fra bander, de kan stamme fra arbejderklassen, de kan stamme fra et andet kontinent. Noget gadekunst er der taget hånd om, andet er lavet på ingen tid. Noget gadekunst har et budskab, noget er til for at markere territorie af. Hverdagsborgere kan også få noget ud af værkerne. De kan få noget pænt og kigge på, men også noget knap så pænt. De er måske endda heldige at kunne tage et budskab med på vejen.

Marcus Rebsdorf Hemcker

5. BT