bagkost-logo-2024

Ordensregler

Ordensregler for grundskolen samt konsekvenser ved overtrædelse

BK har tre overordnede værdier: Faglighed, fællesskab og ordentlighed.

Alle har et fælles ansvar for at bevare BK som en god skole, hvor det er rart at være, både i og uden for timerne.

Vi forventer, at alle elever på Bagsværd Kostskole og Gymnasium behandler hinanden, skolen og dens omgivelser med respekt.

Der gælder følgende ordensregler i skoletiden uanset om denne finder sted på skolens område, på ture eller ved arrangementer m.m.:

  • Vi forventer, at du møder til tiden, velforberedt og veloplagt. Du bidrager konstruktivt til undervisningen, og forstyrrer ikke andre.
  • Vi forventer, at du passer på andre elevers, ansattes og skolens ejendele.
  • Du skal følge anvisninger og henstillinger fra skolens ansatte.
  • Vi tolererer ikke mobning, skolens anti-mobbestrategi kan ses på hjemmesiden.
  • Vi tolererer ikke vold eller truende adfærd.
  • Du må ikke ryge eller bruge nikotinholdige produkter i skoletiden.
  • Du må ikke medbringe eller indtage energidrikke, alkohol eller euforiserende stoffer i skoletiden. Hvis du møder påvirket op, kontaktes dine forældre og du hjemsendes. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge under 18 år ikke indtager alkohol.
  • Det er ikke tilladt elever fra begynderklasse til og med 7. klasse at forlade skolens område i skoletiden. Fra 8. klasse må eleverne forlade skolens område i tidsrummet 11.35 –12.20, hvis forældrene skriftlig har givet skolen deres accept.
  • Cykel, løbehjul og knallert placeres på de anviste pladser på udeområdet og må bruges som transport til og fra skole.
  • Skolens skærmpolitik kan ses på hjemmesiden. Lyd, billede og filmoptagelser af undervisningsaktiviteter må kun ske efter aftale med læreren. Det er ikke tilladt at optage samtaler med skolens personale uden samtykke. Lyd, billeder og film må ikke deles med andre uden accept fra de medvirkende jf. GDPR-lovgivning.
  • Afleveringer skal være udarbejdet af eleven selv. Snyd kan medføre advarsel, at man mister retten til at blive indstillet til prøve eller bortvisning.

Som en hovedregel gælder det, at medmindre der er tale om et uheld, skal du eller dine forældre erstatte ting, du har ødelagt.

Vi forventer, at alle elever hjælper hinanden med at overholde ordensreglerne.


Overtrædelse af skolens ordensregler

Elever, der går i grundskolen på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, skal følge skolens ordensregler.

Ordensreglerne omfatter ikke detaljerede regler for enhver tænkelig situation. Derfor forudsættes det, at eleverne er bekendte med samfundets almindelige regler for ordentlig adfærd. Det betyder bl.a. at eleverne skal udvise respekt i relationer samt benytte et respektfuldt sprog. Reglerne indebærer en pligt for eleverne til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som enhver ansat på skolen giver dem, uanset om disse gives mundtligt eller skriftligt.

Klasselærerne sikrer, at den enkelte elev i klassen kender den nyeste version af skolens ordensregler og er informeret om, hvad der sker, hvis ikke de overholdes.

Ved overtrædelse af skolens ordensregler iværksættes et eller flere trin af følgende procedure: 

  • Irettesættelse.
  • Samtale med den enkelte elev (klasselærer/elev). Skolens ledelse kan eventuelt inddrages. Skolens ledelse samt forældre informeres.
  • Skolens ledelse indkalder den enkelte elev og dennes forældre til et møde på skolen.
  • Skolens ledelse kan give en mundtlig påtale/skriftlig advarsel. I denne advarsel skal konsekvenserne for eleven, hvis han/hun ikke overholder skolens ordensregler, være tydelige.
  • Eleven kan hjemsendes/bortvises.

Skolens ledelse kan uden forudgående advarsel bortvise en elev fra skolen, hvis eleven groft overtræder skolens ordensregler.

Skolens ledelse kan midlertidigt hjemsende eller begrænse en elevs adgang til skolen i følgende situationer:

  1. Situationer, hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på institutionen om overholdelsen af skolens ordensregler. Dette kan f.eks. være tilfældet, når det er anmeldt til politiet, at eleven har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på institutionen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
  2. Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen

Se endvidere skolens politik for håndtering af elevsager på hjemmesiden.