Kamp til stregen og cool kostumer på årets AB-dag

Tekst og foto: Cecilie Pedersen og Clara Ohlsen, 1.Global
Klokken er 12:15, og 4 kampe af frisbee-rundbold er i gang, mens musikken brager ud af de store højtalere med alt fra 90’er musik til dansk pop.
"Det er lige sjovt hvert år," siger Henriette Jacobsen, lærer på BK. Hun har været med i mange år og hepper selvfølgelig på lærerne i år.
Hvis man har brug for et stille sted at spise frokost, er der en café på AB med borde og stole. I en sofa lige ved døren ind til hallen sidder tre piger fra 2.C, klædt ud som J-dagsfeer. De synes alle, at der er god stemning, og at det er hyggeligt. “Vi vidste ikke rigtig i starten, hvad vi skulle klæde os ud som, men så tænkte vi ‘det har jo lige været J-dag, og feer er seje’. Så det er derfor, at vi er klædt ud som J-dagsfeer.”
Kamp til stregen
Hver klasse fra 9. til og med 3.G stiller med et hold. Lærerne har deres eget hold, som består af både gymnasie- og grundskolelærere. De mange sportsgrene bliver spillet på fire baner i hallen. Hver kamp varer 20 minutter. Der er rigtig mange forskellige sportsgrene. Alt lige fra frisbee-rundbold til tovtrækning. AB-dagen har været en tradition på BK i mange år.
Josu, en af lærerne, der har været med i mange år, synes at det sjovt at være med. Han synes også, at det er fedt at det ikke kun er elever, der kæmper mod hinanden, men at lærerne også har et hold. Josu er med på lærernes hold i år og fortæller selv, at han nok har været med til AB-dagen omkring 10 gange.
Blomstrede skjorter og 2. pladser
Alle klasser er mødt op i kostumer og langt de fleste har arrangeret temaer i klasserne. 2a har eksempelvis valgt at have et badeferie-tema. De er alle mødt op i blomstrede skjorter, solbriller og blomster kranse. En har endda taget en pink badering med.
Lærerne har ikke klædt sig ud, så det er kun en fornøjelse for eleverne. Men måske var det en fordel for i sidste ende kommer lærerne på en 2. plads.