(BK)BagsværdKostskole & Gymnasium
BK er skolen for dig, som ønsker at indgå i et forpligtende fagligt fællesskab. Skolens motto er ”perserverando”, som betyder vedholdenhed. Vedholdenhed er afgørende for, at vi når vores mål. Vi danner og uddanner børn og unge til, at de selv bliver i stand til at skabe deres egen fremtid.
Fællesskab
Det forpligtende fællesskab er kernen i vores skolekultur. Vi forventer deltagelse og initiativ. Vi engagerer os aktivt i både traditioner og nye aktiviteter og forstår, at fællesskabet er større end summen af enkelthederne. Vi lægger vægt på, at alle ser værdien af deres bidrag til fællesskabet og værdsætter alle, der gør noget for fællesskabet både på og udenfor skolen. Sammen skaber vi den gode skole - hver dag.
Faglighed
Vi fokuserer på at skabe rammer, der fremmer fagligt mod og faglig nysgerrighed. Vi stiller høje forventninger til os selv og hinanden, og vi gør vores bedste for at udfolde vores fulde faglige potentiale. Vi forbereder os grundigt og deltager aktivt i undervisningen til gavn for den enkelte og for fællesskabet. Vi tror på, at et trygt læringsmiljø er fundamentet for faglig og personlig udvikling.
Ordentlighed
Vi taler pænt til og om hinanden, og vi udviser respekt for alle uanset baggrund og holdninger. Vi er åbne og nysgerrige på andres synspunkter, viser tolerance og skaber et trygt og ligeværdigt miljø. Vi udviser god dømmekraft og tager personligt ansvar for vores handlinger. Vi mobber ikke, og vi arbejder aktivt for et inkluderende fællesskab.
